|
Aktivitetsteamets tilbud
Beskæftigelsestilbud
Bostøttecenter
Café Harlekin
Flex Bostøtten
Idræt: IF Aktivisterne
Værested
Øvrige tilbud
Pårørendestøtte
Ungerne - tilbud til børn af sindslidende
Beskæftigelsestilbud
Café Harlekin er et beskæftigelsestilbud for personer med sindslidelser / psykiske problemer. Der er mulighed for at blive ansat i skånejob eller i aktivering/virksomhedspraktik. Der tages udgangspunkt i den enkeltes ønsker, evner og erfaring, både i forhold til timeantal (minimum 2 x 4 timer ugentligt) og arbejdsopgaver - udfra det aktuelle arbejdskraftbehov i caféen. Der tilrettelægges individuel introduktion og undervisning/kurser.
Jobmuligheder i Café Harlekin:
• Cafémedarbejder: Servering, ekspedition i baren, modtage bestilling og betaling, oprydning og lettere rengøring. • Køkkenmedarbejder: Fremstilling af varm og kold mad til gæster i cafeen og ud af huset, oprydning og lettere rengøring.
Nærmere oplysninger fås hos: Gunner Uglebjerg på telefon 44 52 63 36 eller 29 25 36 40 Se nærmere om cafeens tilbud på: www.cafeharlekin.dk
Bostøttecenter
Bostøttecentret yder individuel støtte til borgere med sindslidelser, som bor i egen bolig eller i en af centrets midlertidige boliger (2 botræningsboliger og 2 akutboliger). Støtten sigter på at borgeren skal kunne opretholde en tilfredsstillende tilværelse og udvikle sig i retning af sine personlige ønsker og mål.
Målgruppe Bostøtte kan bevilges af Herlev Kommune efter § 85 i Serviceloven til personer som har en betydelig nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer. Hvis problemerne primært skyldes sindslidelse eller psykisk sårbarhed, kan støtten leveres af Aktivitetsteamets Bostøttecenter. Hvis man ønsker at ansøge om bostøtte kan man henvende sig til Bostøttecentrets daglige leder eller til en sagsbehandler i Herlev Kommune.
Hvad er bostøtte? Støtten tager udgangspunkt i den enkeltes behov og forudsætninger, og ydes med respekt for personens integritet og værdighed. Vi arbejder efter pricippet ”hjælp til selvhjælp” med det formål at personen udvikler sin evne til at tage ejerskab over sit liv og gerne blive helt selvhjulpen. Indholdet og omfanget af støtten aftales individuelt. Man kan få støtte både på det praktiske og det personlige plan og til deltagelse i aktiviteter. Hvis personen ønsker det samarbejder vi meget gerne om en personlig udviklingsplan.
Opsøgende arbejde Bostøttecentret varetager også opsøgende arbejde i forhold til personer, som f.eks. lever helt isoleret eller har en aparte adfærd og måske er til gene for sine omgivelser. Tilbud om en støtte-kontaktperson efter § 99 i Serviceloven gives uden forudgående visitation. Alle kan henvende sig og gøre opmærksom på, at en person har behov for hjælp.
Formålet med hjælpen er at styrke personens mulighed for at opnå og bevare kontakt til omverdenen og dermed gøre ham eller hende i stand til at benytte samfundets muligheder og allerede etablerede tilbud.
Hvem er vi? Bostøttecentret udgøres af 6 medarbejdere, en sosu-elev og en daglig leder. Fagligt repræsenterer de ansatte en bred vifte inden for det sociale og sundhedsfaglige felt.
Yderligere oplysninger Henvisning eller spørgsmål rettes til Botøttecentrets daglige leder: Marie Munk-Madsen
 Café Harlekin
Café Harlekin ligger på Herlev Hovedgade 147 – 149 i Herlev og ser ud som enhver anden almindelig cafe. Men der er det særlige ved Café Harlekin, at man for at blive ansat der skal have en sindslidelse / have psykiske problemer. Cafeen er nemlig en arbejdsplads / et beskæftigelsestilbud for sindslidende og andre med psykiske problemer, der har mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet. Se nærmere om Café Harlekins tilbud på: www.cafeharlekin.dk
Flex Bostøtten
Hvad er Flex Bostøtten? – Støtte og hjælp, når der er brug for det
Flex Bostøtten er et mobilt døgntilbud til borgere med sindslidelser, som ønsker at bo i egen selvstændige bolig. Det er et omfattende, fleksibelt tilbud om støtte til at kunne opretholde en tilfredsstillende tilværelse og/eller kunne etablere sig i egen bolig.
Flex Bostøtten arbejder med at udnytte borgerens egne evner og ressourcer optimalt med henblik på mestring og inklusion. Tilbuddet kan varieres efter behov og sigter på at løse vanskeligheder i tæt samarbejde med den enkelte borger, således at unødige indlæggelser undgås.
Målgruppe Målgruppen er borgere, som ofte lever et tilbagetrukket liv, ensomt og angstfyldt uden kontakt til andre og uden aktiviteter i dagligdagen. Det kan f.eks. være: borgere med en anderledes adfærd, der vanskeliggør deres muligheder for at leve sammen med/i nærheden af andre borgere, der har vanskeligt ved at modtage den støtte, de har brug for borgere, der har en udadreagerende adfærd borgere med sindslidelser og misbrug borgere, der er visiteret til et botilbud og i ventetiden har brug for megen støtte og der udover: borgere, der bor i et botilbud og ønsker udflytning til selvstændig bolig
Støtte døgnet rundt I Flex Bostøtten er borgeren hele døgnet sikret mulighed for kontakt med støttepersoner, som borgeren i forvejen kender godt. Alle årets dage fra kl. 8-21 har borgeren mulighed for kontakt til Flex Bostøttens medarbejdere. I tidsrummet kl. 21-8 er der en telefonordning, hvor en medarbejder fra botilbuddet Juvelhuset giver råd og vejledning. Hvis medarbejderen vurderer, at der er brug for akut støtte, bliver en af Flex Bostøttens medarbejdere tilkaldt.
Pris Døgntakst 862 kr. Tilbuddet gives efter § 85 og er derfor ikke omfattet af de tilbud, der kan lægges på Tilbudsportalen.
Yderligere oplysninger Læs mere på www.flexbostøtte.dk eller kontaktl Gunner Uglebjerg på tlf. 4452 6336 eller mail aktivitetsteamet@herlev.dk
 Idræt: IF Aktivisterne
Alle vores idrætstilbud foregår i idrætsforeningen Aktivisterne, som er et tværkommunalt tilbud mellem Herlev og Ballerup kommune. Der er tilknyttet to medarbejdere til tilbuddet: Nina Gadgaard fra Herlev og Eddie Madsen fra Ballerup. Se nærmere om tilbuddet på: ifaktivisterne.dk eller/og kontakt Nina på telefon: 21 77 55 65
Værested
Værestedet er et aktivitets- og samværstilbud. Det sigter på at borgere kan få mulighed for at opnå en højere livskvalitet i hverdagen gennem at udfolde sig sammen med andre og deltage i et socialt fællesskab.
Målgruppe Brug af Værestedet kan bevilges af Herlev Kommune efter § 104 i Serviceloven til personer som på grund af sindslidelse eller psykisk sårbarhed har en betydelig nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer. Hvis man ønsker at ansøge om at bruge Værestedet, kan man henvende sig direkte til Værestedets daglige leder. Værestedet kan rumme 50 visiterede brugere.
Hvad er Værestedet Værestedet har åbent 4 dage om ugen i dagtimerne, og én aften pr. måned. I åbningstiden kan brugerne deltage i planlagte aktiviteter, benytte Værestedets ressourcer (f.eks. computere, symaskine, musikanlæg, gårdhave, tekøkken), få en snak med andre brugere og ansatte, eller blot være til stede – alt afhængigt af den enkeltes interesser, forudsætninger og behov.
I Værestedet lægges vægt på at brugerne har medindflydelse og er medansvarlige for aktiviteter, fællesskabet og brug af ressourcerne. De brugere som har lyst deltager f.eks. i - at foreslå og prioritere hvilke aktiviteter Værestedet skal sætte igang - planlægning og praktisk udførelse af udflugter og andre begivenheder - fællesmøder, hvor alle emner af betydning for hverdagen kan drøftes
Brug af Værestedet kan være med til at bryde den enkeltes isolation, fordi det også er et fristed, hvor man kan være sammen med andre, hvor man bliver mødt respektfuldt og i øjenhøjde, også hvis man har det dårligt og har svært ved at fungere. Værestedet giver god mulighed for erfaringsudveksling og netværksdannelse brugerne imellem.
Aktiviteter i Værestedet Som bruger af Værestedet kan man - ud fra egen interesse - vælge at medvirke til at tilrettelægge og/eller deltage i forskellige aktiviteter. F.eks.: fester, arrangementer, udflugter, årlig ferietur, kreative og sundhedsfremmende aktiviteter eller undervisning, kurser eller workshops om emner af betydning for at komme sig over følgerne af sindslidelse. Til nogle af disse aktiviteter er der deltagerbetaling.
Hvis en bruger ønsker det, kan vi tilbyde støtte til at arbejde med en personlig udviklingsplan. F.eks. med sigte på at brugeren skal opnå personlig udvikling i overensstemmelse med sine personlige ønsker og mål for tilværelsen.
Hvem er vi? I Værestedet arbejder 3 medarbejdere, en sosu-elev og en daglig leder. Fagligt repræsenterer de ansatte en bred vifte inden for det sociale og sundhedsfaglige felt. Værestedet kan rumme 50 visiterede brugere. Fremmødet er gennemsnitligt på ca. 20 brugere pr. åbningsdag.
Yderligere oplysninger Henvisning eller spørgsmål rettes til Botøttecentrets daglige leder: Marie Munk-Madsen
 Pårørendestøtte
Aktivitetsteamet har ikke et pårørendetilbud. Men man er som pårørende velkommen til at kontakte os for at få vejledning om støttemuligheder. Endvidere henvises til: Kontaktstedet: telefon: 44 92 44 05 eller www.kontaktstedet-herlev.dk og Distriktspsykiatrien, telefon: 38 64 47 20.
Ungerne - tilbud til børn af sindslidende
Børnegrupperne ”Ungerne” er et støtte- og aktivitetstilbud for børn i alderen 8-14 år, hvor en eller begge forældre har psykiske vanskeligheder og/eller et forbrug af alkohol, som påvirker barnets hverdag og trivsel i negativ retning.
At have en psykisk sygdom og/eller et uhensigtsmæssigt alkohol forbrug, kan være årsag til, at den voksne forælder – i perioder – mangler det nødvendige overskud til at tage sig tilstrækkeligt af sit barn. Den voksne kan være opfarende, trist eller tavs og have mest lyst til bare at være sig selv. Det påvirker selvfølgelig barnet og det kan være svært at tale om – også selvom man er i familie!
Et barn af en forælder med en psykisk lidelse og/eller et for stort forbrug af alkohol, påvirkes i mere eller mindre grad af den situation, der præger hele familien. Barnet kan være ængstelig og bekymret for familiens situation og bruger ofte megen energi på, at hjælpe, prøve at forstå og være meget ansvarlig. På den måde tilsidesættes barnets egne behov for at være det barn, det trods alt er.
Barnet har ikke den samme livserfaring som de voksne, hvorfor situationen som helhed og forældrens uforudsigelighed i særdeleshed, ofte er medvirkende til, at barnet oplever følelsen af tryghed.
At være barn af en forælder med en psykisk sygdom og/eller et alkoholmisbrug er et vilkår, der er en del af barnets liv – resten af livet. Det er derfor ofte væsentligt, at barnet får hjælp til, at lære hvordan han/hun kan leve med dette livsvilkår på den bedste og mest hensigtsmæssige måde.
Gruppetiden : En gang om ugen i 3 timer, mødes ”Ungerne” i en gruppe på max 6 børn med de 2 voksne, som leder gruppen.
”Ungerne” giver børnene mulighed for, at kunne dele de spekulationer og bekymringer, som de ofte har, med de andre børn i gruppen, som i øvrigt er jævnaldrende og i en lignende situation. Samtidig støttes - og vejledes de af to voksne med erfaring på området.
Da ”Ungerne” er et støtte – og aktivitetstilbud, varierer indholdet i gruppetiden fra gang til gang.. Der er fokus på alvor og bekymringer, men også på, at det er meget VIGTIGT, at have det hyggeligt og sjovt sammen i selskab med forskellige aktiviteter. Gruppen tager blandt andet på en 3 dages koloni en gang om året.
Hvordan deltager man ? :
”Ungerne” er en foranstaltning, hvilket betyder, at man henvender sig til en sagsbehandler, som skal orienteres om barnets - / familiens situation. Sagsbehandleren kan herefter henvise barnet til ”Ungerne”. Efterfølgende vil der blive etableret et møde mellem sagsbehandler, forældre, barn og de 2 voksne fra ”Ungerne”, dels for at hilse på hinanden og dels for at udveksle oplysninger og lave aftaler.
Hvorlænge kan barnet gå i ”Ungerne”? :
Barnet kan komme i ”Ungerne” så længe det fra forældre-, sagsbehandler,- barnet- og lederne i ”Ungerne”s side skønnes nødvendigt og hensigtsmæssigt og barnet endnu ikke er fyldt 14 år. Det er meget almindeligt, at et barn deltager i ”Ungerne” ca. 1-2 år.
Barnets udbytte af tilknytning til ”Ungerne” bliver løbende vurderet og der gives halvårlige tilbagemeldinger til såvel forældre, som sagsbehandler. Som forældre er man en vigtig samarbejdspartner og derfor altid velkommen til, at kontakte de voksne i ”Ungerne. Det er væsentligt at understrege, at ”Ungerne” er børnenes sted – oase og her er det børnene, der er i fokus. Udgangspunktet for ”Ungerne”s børn er, at de er raske børn, som i deres hverdag er påvirket af forhold, som - for et barn - kan være vanskelige at forstå og håndtere..
Hvor- hvornår foregår det og hvem er de voksne ? :
”Ungerne”s adr.: Muskathaven 20, 2730 Herlev
Drengegruppen = onsdage kl. 14.30 – 17.00 Pigegruppen = torsdage kl. 14.30 – 17.30
Personalet i ”Ungerne” er : Kirsten Sloth, telefon 24 27 53 76 Anne Honoré: telefon: 29 37 10 38
Alle er velkomne til at kontakte Kirsten eller Anne, for såvel afklarende forespørgsler, tvivls – og nysgerrige spørgsmål, som af almen interesse…eller hvis du bare gerne vil vide mere.

|